Beder er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.00 i Retten i Aarhus en 20-årig mand, der sigtes for flere overtrædelse af straffeloven og færdselsloven i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld i Åbyhøj fredag aften. Læs mere i tidligere udsendte pressemeddelelse.
Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere. Resultatet af grundlovsforhøret vil blive kommunikeret ud via Twitter.
**
Patruljer på vandet i Aarhus – syv sigtede
Østjyllands Politis maritime betjente var fredag og lørdag på sejlende patrulje på vandet omkring Aarhus.
Fredag standsede betjentene en del vandscootere, men alle fulgte reglerne og havde det påkrævede vandscooterbevis.
Lørdag måtte politiet dog foretage sigtelser ved syv forskellige lejligheder. De fem af gangene gik sigtelserne til folk, der havde glemt at medbringe den lovpligtige redningsvest på deres paddleboard-tur. De kan nu se frem til en bøde på 1500 kroner.
To speedbådførere blev standset og sigtet for at sejle for hurtigt for tæt på kysten.
Østjyllands Politi vil den kommende tid løbende have patruljer på vandet i lignende indsatser.
**
Beruset mand skabte utryghed
Natten til mandag kl. 05.10 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Cirkle K på Tilst Parkvej i Tilst, hvor personalet havde problemer med en meget beruset mand, der ikke ville forlade stedet. Da patruljen ankom til tankstationen, var manden netop gået, men medarbejderen kunne fortælle, at han havde været forbi flere gange i løbet af natten, og hun var meget utryg ved ham.Medarbejderen gav et signalement af manden, og betjentene kørte rundt i område for at lede efter ham. Kort til efter spottede de en mand, der passede på signalementet, og som gik midt ude på kørebanen, mens han råbte og fægtede med armene. Betjentene tog kontakt til den 31-årige mand, der noget usammenhængende forklarede, at han skam ikke havde været på tanken, men blot var på vej hjem fra arbejde.
Manden blev dog anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Under visitationen blev han fundet i besiddelse af en kniv, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven
**
Mistænkelig mand ville veksle penge
Østjyllands Politi fik søndag to anmeldelser om, at en fremmed mand lørdag formiddag formentligt havde forsøgt at snyde nogle ældre mennesker i Trustrup.
I det ene tilfælde var han ifølge anmeldelsen kommet ind af en ulåst dør og havde bedt den 82-årige kvinde, der bor på stedet, om at veksle penge for ham. Kvinden afviste ham dog, hvorefter han gik igen.
Cirka samme fremgangsmåde havde han brugt i et andet tilfælde ved en ældre kvinde, der bor i samme område. Her havde han banket på og bedt om at få vekslet nogle penge, hvilket kvinden afviste.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man ligesom de to kvinder forholder sig kritisk over for fremmede personer, der dukker uanmeldt op på ens adresse.
Manden beskrives som:
• Dansk af udseende
• Ca. 30 år
• Brunt hår
• Pæn i tøjet
• Medbragte rygsæk
Har du oplysninger om manden, kan du kontakte politiet via tlf. 114.
**
Ung kvinde udsat for blufærdighedskrænkelse
En ung kvinde kontaktede søndag Østjyllands Politi og fortalte, at en mand havde blottet sig for hende, da hun tidlig morgen omkring kl. 4.15 var på hjem fra byen i Aarhus.
Ifølge kvinden opdagede hun manden på Jægergårdsgade, og da han gik i samme retning, som hende, valgte hun at gå en anden vej hjem. Da hun nåede sin adresse på Frederiks Plads, dukkede manden op igen. Han spurgte nu kvinden om vej til Jobcentret, hvorefter hun pegede ham på rette vej og begyndte at låse sin dør op.
Da hun vendte sig om, inden hun gik ind, så hun, at manden stod med sit lem fremme og onanerede, og hun skyndte sig derfor ind og lukkede døren.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
Manden beskrives som:
• Afrikansk af udseende, meget mørk hudfarve
• Ca. 20-25 år,
• Ca. 180 cm høj, slank af bygning
• Kort, sort kruset hår
• Iført lyse bukser og en lys blålig/grålig, kortærmet skjorte
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet via tlf. 114.
**
Brand i bigballe i lade
Politi og brandvæsen rykkede søndag kl. 20.59 ud til en brand i en lade på Dalbynedervej i Havndal. Da patruljen kom frem, var der kraftig røgudvikling fra laden, men brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden på stedet.
Branden var startet i en bigballe i laden, og flammerne havde ikke nået at brede sig til selve bygningen, så der skete umiddelbart ikke større skader.
Lidt efter anmeldelsen om branden blev politiet kontaktet af to piger og deres forældre. Pigerne forklarede, at de havde røget cigaretter i nærheden af laden, og at det sandsynligvis var en glød fra en cigaret, der havde startet branden.
Da pigerne er under den kriminelle lavalder, blev de ikke sigtet, men kan formentligt se frem til en opfølgende samtale med de sociale myndigheder.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Skjoldborgs Vej i Selling ved Hadsten begået mellem fredag d. 18/6 kl. 15.00 og søndag d. 20/6 kl. 10.45
• På Kirkebakken i Beder begået mellem fredag d. 18/6 kl. 10.00 og søndag d. 20/6 kl. 13.00
• På Lilleåvænget i Hadsten begået mellem lørdag d. 19/6 kl. 8.00 og søndag d. 20/6 kl. 13.45
• På Morbærvej i Viby begået mellem fredag d. 18/6 kl. 16.00 og lørdag d. 19/6 kl. 3.41