Beder er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Norsk-dansk samarbejde: To mænd anholdt for narkosmugling
Særlig Efterforskning Vest fremstiller mandag kl. 10.00 to mænd på 43 og 44 år i grundlovsforhør i Retten i Horsens. Læs mere i den udsendte nyhed om sagen.
**
Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 11.00
Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 11.00 en 32-årig mand fra Ukraine i Retten i Aarhus. Den 32-årige blev lørdag tilbageholdt på Udlændingeloven, efter han var blevet sigtet for et butikstyveri i Magasin i Aarhus.
Udlændingestyrelsen har vurderet, at den 32-årige skal udvises af landet, og i retten vil anklagemyndigheden anmode om, at han fortsat skal være frihedsberøvet frem til udvisningen kan effektueres.
**
34-årig sigtet for at true med kniv – 35-årig sigtet for at true vidne
En 47-årig mand ringede søndag omkring kl. 19.00 til politiet og fortalte, at han netop var blevet truet med kniv af en mand ved Skejby Centeret i Aarhus N.
Da betjentene kom frem, udpegede vidner hurtigt en 34-årig mand på stedet som gerningsmanden. Han blev anholdt, og da patruljen visiterede ham, fandt de en kniv i hans lomme.
Ifølge flere vidner havde den 34-årige holdt kniven frem og af ukendte årsager stukket ud efter den 47-årige, som dog ikke var blevet ramt.
Mens betjentene var i færd med at afhøre et vidne, kom en 35-årig mand, som er i familie med den 34-årige, til stedet, og han råbte nogle trusler mod vidnet.
Han blev derfor anholdt og sigtet for vidnetrusler.
**
Tog en pirattaxa – mistede flere tusinde kroner
En 20-årig mand anmeldte søndag, at han havde været udsat for tyveri i forbindelse med en pirattaxa-tur.
Han forklarede, at han natten til søndag tog en pirattaxa hjem fra Åboulevarden i Aarhus. Da han skulle betale, opdagede han, at hans pung var væk. Den ”fandt” taxachaufføren dog til ham i bilen, inden den 20-årige steg ud.
Senere opdagede den 20-årige, at hans kreditkort manglede, og at der var blevet hævet flere tusinde kroner fra hans konto.
Østjyllands Politi har set flere lignende sager og opfordrer kraftigt til, at man aldrig tager en pirattaxa. Tag en rigtig taxa eller brug offentlig transport!
**
Anholdt efter færdselsuheld – sigtet for biltyveri og narkokørsel
Østjyllands Politi rykkede søndag kl. 21.20 ud til et færdselsuheld i krydset Skæring Havvej/Bredevej i Egå, hvor en 19-årig mandlig bilist var kørt ind i en bil ført af en 74-årig kvinde.Ingen af parterne var umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Den 19-årige virkede påvirket af alkohol og stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel. Desuden blev han ud fra vidneudsagn på stedet sigtet for at have kørt over for rødt lys.
Det viste sig, at den bil, den 19-årige kørte i, var stjålet, og den unge mand blev derfor også sigtet for biltyveri.
Han fik foretaget en blodprøve, der nu skal vise, om han havde alkohol og narko i blodet under kørslen.
**
Betjente fandt stoffer og peberspray i bil
En patrulje fattede natten til mandag kl. 2.23 mistanke til to mænd i en bil, der kørte på Janesvej i Brabrand. De dirigerede bilen ind til siden, og da de kunne lugte hash fra bilen, blev mændene på 20 og 25 år visiteret, og bilen blev ransaget.
Den 25-årige havde et par poser med en mindre mængde hash og skunk på sig, og i hans ene lomme lå en peberspray. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven. D
Den 20-årige mand blev også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde skunk og en joint på sig.
**
Færdsel
Søndag kl. 14.31 skete der et færdselsuheld i krydset T. Søndergaards Vej/Paludan-Müllers Vej i Aarhus N. En 20-årig kvindelig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 59-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 20-årige blev efterfølgende sigtet for at have kørt over for rødt.
Søndag kl. 14.58 skete der et færdselsuheld i krydset Lucernevej/Gl. Hobrovej i Randers NV. En 66-årig mandlig buschauffør kørte ud foran en bil ført af en 33-årig kvinde, hvorefter der skete et sammenstød. Kvinden blev efterfølgende kørt til behandling på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 66-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Søndag kl. 17.21 skete der et færdselsuheld i krydset Tjørnegårdsvej/Ærteholmsvej i Stouby ved Gjerlev. En 48-årig mand mistede kontrollen over sin varebil og kørte ind i en lygtepæl og et elskab, der stod i vejkanten. Bilisten kom umiddelbart ikke noget til ved uheldet. Da den 48-årige virkede beruset, blev han anholdt og sigtet for spritkørsel, da politiet kom frem. Der blev foretaget en blodprøve, der nu skal klarlægge, om bilistens promille var for høj til at køre bil.
Søndag kl. 19.42 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Viby Ringvej i Viby J. En 59-årig mandlig bilist foretog et venstresving ad Skanderborgvej og ramte med lav fart ind i en 31-årig kvinde, som var ved at krydse vejen til fods via et fodgængerfelt. Den 31-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Natten til mandag kl. 00.06 skete der et færdselsuheld på Nordkystvejen i Lystrup ved Allingåbro. En 30-årig kvindelig bilist undveg nogle rådyr, der løb over vejen, og kørte af vejen. Hun kom umiddelbart ikke noget til.
Natten til mandag kl. 1.49 skete der et færdselsuheld på Ny Lufthavnsvej i Stabrand ved Kolind. En 26-årig mand mistede kontrollen over sin bil og kørte ud i rabatten og ind i nogle træer. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Vermundsvej i Hadsten begået mellem torsdag d. 30/9 kl. 14.00 og søndag d. 3/10 kl. 10.50
• På Tåsingevej i Hadsten begået mellem fredag d. 1/10 kl. 16.30 og søndag d. 3/10 kl. 15.45
• På Finlandsvej i Hadsten begået mellem fredag d. 1/10 kl. 15.30 og søndag d. 3/10 kl. 16.00
• På Svendgårdvej i Beder begået mellem lørdag d. 2/10 kl. 13.30 og søndag d. 3/10 kl. 19.15
• På Markedsgade i Randers C begået natten til mandag d. 4/10 kl. 3.02