Aarhus får sin første festival for film- og serieelskere med stjernemøder, forpremierer og prisuddelinger

dato

Aarhus Series & Film Festival samler for første gang byens film- og serieelskere til otte dages oplevelser, forpremierer og møder med stjerner 1.-8. november.

Danskerne elsker serier og film, men ofte ses de hjemme hver for sig. Det vil Aarhus Series & Film Festival ændre på, når festivalen fra 1. til 8. november inviterer hele byen med til en uge fyldt med forpremierer, visninger og arrangementer i flere biografer og kulturinstitutioner, blandt andet Filmby Aarhus og Øst for Paradis. Festivalen byder på møder mellem publikum og nogle af branchens mest kendte film- og serieskabere.

Blandt festivalens gæster finder man instruktør og serieskaber Anna Emma Haudal, instruktør May el-Thouky samt skuespillerne Nikolaj Lie Kaas, Frederik Cilius, Josephine Park og Rosa Gjerluff Nyholm. Publikum får mulighed for at komme tæt på de mennesker, der står bag de film og serier, der præger skærmene og samtalerne.

Programmet spænder bredt med både familiearrangementer, filmvisninger og eksklusive smugkig. Et af højdepunkterne er Series Awards på Aarhus Rådhus den 5. november, hvor årets bedste danske og nordiske serier bliver fejret med 12 priser. Derudover kan publikum opleve et eksklusivt smugkig på tredje sæson af DR's prisbelønnede komedieserie Orkestret, hvor Frederik Cilius, Rasmus Bruun og instruktør Mikkel Munch-Fals deltager.

Festivalen sætter også fokus på de mange film og serier, der bliver skabt uden for København. Under arrangementet Fortællinger på vej fra Vestdanmark præsenteres kommende film og serier fra navne som animationsfilmskaberen Jonas Poher Rasmussen og instruktør Jonas Risvig, der står bag filmen Momentum.

For børn og familier er der mulighed for at tage forskud på julen med smugkig på de kommende julekalendere fra DR og TV 2 samt møde populære børnekarakterer og opleve filmklassikere som Momo.

Aarhus Series & Film Festival arrangeres af Filmby Aarhus og biografen Øst for Paradis og bliver Danmarks første festival dedikeret til både serier og film. Festivalen samler det bedste fra tidligere festivaler og afholdes på flere lokationer, blandt andet Filmby Aarhus, Øst for Paradis, Vue, DOKK1 og Aarhus Rådhus.

Hele programmet og billetter kan findes på https://filmbyaarhus.dk/aarhus-series-film-festival.

https://aarhus.dk/nyt/kultur-og-borgerservice/2026/oktober/aarhus-faar-ny-festival-for-serier-og-film-med-smugkig-stjernestoev-og-nye-fortaellinger-fra-jylland

Kilde: Aarhus Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler